Bænken er også en kamp

Tredje periode, og Connor har siddet på bænken længe nok til at kende hver eneste ridse i banden foran sig. Han er 14 år, spiller i tredje kæde og kan se, at første og anden kæde skifter igen og igen, mens han selv kigger op på uret og venter på, at træneren kalder hans navn.

Det hårdeste i ishockey er ofte de minutter, hvor du ikke er på isen, og de fleste spillere bruger dem elendigt, fordi ingen nogensinde har forklaret dem, hvad der foregår i kroppen imens.

Kroppen reagerer nemlig, før Connor selv opdager det. Adrenalin stiger på få sekunder, trækker skuldrene op og gør hænderne stive og blikket smalt, og samtidig bygger kortisol sig op over minutter og holder ham kørende, selvom han sidder helt stille. Lidt af det gør dig skarp, fordi du reagerer hurtigere og opfatter mere, mens for meget gør dig stiv, så du hopper ud på isen med en krop, der allerede har spillet halvdelen af kampen færdig i hovedet.

Den spænding kan du træne lige så målrettet som et skud, og det første redskab er vejrtrækningen. Træk luften ind i 4 sekunder og pust ud i 6 sekunder, fem gange i træk, og lad skuldrene falde lidt længere ned for hver udånding, så de ikke ender oppe ved ørerne, inden udskiftningen kommer.

Derefter handler det om at holde benene varme, fordi kolde muskler og et overophedet hoved er en elendig kombination, når træneren endelig peger på dig. Hver gang spillet stopper, spænder du låret i 3 sekunder, 5 gange på hvert ben, og når din kæde er den næste, tager du 5 små knæbøj, så kroppen allerede arbejder, før skøjterne rammer isen.

Når du går over banden, nulstiller du dig selv med den samme lille bevægelse hver eneste gang, hvor du trækker handskerne fast og banker staven én gang i isen, så det, der skete i forrige skift, er afsluttet. Bevægelsen bliver efterhånden et signal, som kroppen genkender, og som fortæller den, at nu begynder noget nyt.

Til første skift vælger du én konkret opgave, for eksempel at være først på pucken, og den opgave er det eneste, du tænker på, når du hopper ud, fordi et hoved med ti ting at huske bliver stift, mens et hoved med én opgave kan arbejde frit. Opgaven skriver du ned i Players Book, inden du tager hjemmefra, og efter kampen skriver du, hvad der lykkedes, så du har noget konkret at bygge videre på.

Alt det virker kun, hvis du øver det, mens der ikke står noget på spil, og derfor bruger du 10 minutter hver dag på den mentale træning. Du starter med 2 min, hvor du puster ud, og fortsætter med 2 min, hvor du spænder lårene skiftevis, hvorefter du bruger 2 min på med lukkede øjne at se dit første skift for dig med handsker, stav og opgave, som om du allerede står derude. Bagefter går 2 min til at vælge morgendagens opgave, og de sidste 2 min skriver du én svær ting fra i dag, og hvad du gjorde for at klare den. Gør det tidligt på aftenen, fordi hovedet skal have tid til at falde til ro, inden du lægger dig til at sove.

Forældrenes opgave er lige så konkret. Spørg din søn, hvilken opgave han har skrevet i Players Book til næste kamp, og lad ham fortælle om den uden at rette på formuleringen. Sørg for, at der findes 10 rolige minutter tidligt på aftenen, hvor telefonen ligger i et andet rum, og lad ham selv styre øvelserne. Kommer han hjem efter en kamp med få skift, så hold dig fra at analysere trænerens beslutninger ved køkkenbordet, fordi det lærer ham, at problemet altid ligger hos andre mennesker.

Istiden er nemlig hans egen sag, og sidder du for meget på bænken, er det dig, der går hen til træneren og spørger, hvad du konkret skal forbedre for at fortjene flere skift.

Er du over 12, sender du ikke dine forældre.

Den samtale kræver mere mod end at score i et tomt mål, og den gør dig til en spiller, træneren regner med.

Hvem tog snakken, da du sidst sad for meget på bænken?