Hovedet skal kunne følge med, når benene løber

Malthe er 13 år og står ved fire kegler i rød, blå, gul og grøn, der er sat i en vifte 5 m foran ham, og pulsen er allerede høj efter opvarmningen. Træneren råber «blå», og han sprinter derhen uden at tøve, men da næste kald kommer, og han skal løbe til parfarven, så rød betyder grøn og blå betyder gul, går han i stå et halvt sekund, fordi hjernen ikke når at oversætte, mens benene allerede er på vej. Det halve sekund er hele grunden til, at jeg mener, at dual-task hører hjemme i ugentlig træning for alle unge atleter mellem 11 og 16 år.

Min holdning er utvetydig, efter mange år på træningsbanen: en spiller, der kun træner kroppen og hovedet adskilt, bliver aldrig rigtig hurtig i kampsituationer. Det er ikke farten i benene, der mangler, når en ungdomsspiller kommer for sent, det er tiden, hjernen bruger på at vælge, mens kroppen samtidigt kæmper med boldkontrollen, pucken eller balancen. Når du træner de to ting på samme tid, lærer hjernen at køre bevægelsen på autopilot, og så frigøres der kapacitet til at aflæse spillet omkring dig.

Det lyder måske abstrakt, men i praksis er det særdeles konkret. Du dribler gennem en slalombane, mens træneren siger regnestykker som 7+5, og du skal sige svaret højt, inden du når næste kegle. Senere skifter du kun retning, når svaret er et lige tal, og driblingen skal til sidst køre af sig selv, og jo mindre tid du taber, når en opgave kommer oveni, jo bedre er du til at gøre to ting på én gang, præcis som når en modspiller presser, og du skal finde en makker.

Det samme gælder balancetræningen. Når du står på ét ben, og træneren holder 1–5 fingre op, rører du med den frie fod den plade, der passer til tallet, og du begynder altid med din svage side, for blikket er oppe, opmærksomheden bliver trukket et andet sted hen, og netop derfor beskytter god balance dine ankler og knæ i situationer, hvor kampbilledet er mest kaotisk. I farvekaldet træner du desuden at bremse en bevægelse, kroppen allerede er i gang med, ligesom når du laver en deceleration og dropper en finte i sidste øjeblik.

To yderligere øvelser fuldender billedet. I huskekæden ligger fire numre i en firkant, og du løber en rækkefølge som 3-1-4 uden at kigge efter hjælpemidler, og hver gang du klarer den, bliver kæden ét tal længere, hvilket kræver den samme hukommelse, du bruger, når du skal huske holdets opstilling eller et angreb, I har øvet. I kig op-afleveringerne viser din makker en åben eller knyttet hånd, lige inden bolden kommer, og du skal enten spille på første berøring eller dreje med bolden, og på næste niveau gør I det trætte efter 20 sek sprint, fordi det er dér, mange afgørende fejl opstår i kampene.

Til dig som spiller er rådet ukompliceret: brug øvelserne i opvarmningen eller som en pause på 5 min midt i træningen, 2 gange om ugen i 4 uger, og start med en let opgave, før du skruer op for tempo og sværhed. Du kommer til at lave fejl, og det er meningen, så fasthold farten og lad hjernen indhente kroppen.

Til forældrene er rådet tilsvarende konkret. Når jeres barn løber og samtidig skal regne, huske eller vælge, er det ikke leg uden mening, men træning i den evne, der afgør, om barnet når at tage den rigtige beslutning, når kamptempoet stiger. I kan hjælpe ved at forstå, hvorfor fejlene er nødvendige, og ved at lade træneren styre progressionen i stedet for at rette fra sidelinjen.

Én ting skal dog siges tydeligt: har du haft en hjernerystelse, laver du kun øvelserne, når en læge eller fysioterapeut har godkendt det som en del af en plan for at vende tilbage, og du holder pause, hvis du får hovedpine, svimmelhed eller kvalme. Øvelserne er desuden et supplement, der aldrig erstatter din teknik- og styrketræning.

Malthe går stadig i stå en gang imellem, men halvsekundet forsvinder gradvist for hver uge, og det er den slags fremskridt, der ikke kan ses på et stopur, men som mærkes i samtlige kampe.

Hvilken af de fem øvelser prøver du først?Hovedet skal kunne følge med, når benene løber