Otte mål som tiårig betyder mindre, end du tror
Arkivfoto · Foto: Talha Resitoglu / Pexels
Du er ti år, og en lørdag formiddag bliver holdet delt i to, så nogle skal spille på førsteholdet og andre på andetholdet, mens forældrene langs sidelinjen kan se præcis, hvilken gruppe du havnede i. Det føles som en endelig dom over dit talent og over, hvor langt du kan nå. Det er det ikke.
Sandheden er, at voksne er overraskende dårlige til at udpege talent før tolvårsalderen, og at trænere, klubber og forbund rammer forkert langt oftere, end de har lyst til at indrømme.
Den største undersøgelse på området er en metaanalyse fra 2022, hvor den tyske forsker Arne Güllich og hans kolleger samlede resultater fra over 6.000 atleter, heriblandt 772 i absolut verdensklasse. Konklusionen var tydelig og ret ubehagelig for alle, der elsker tidlige udvælgelser, for de børn, der præsterede bedst som unge, startede tidligt, trænede meget i én bestemt sportsgren og udviklede sig hurtigt. De voksne verdensklasseatleter havde derimod ofte gjort det modsatte, fordi de dyrkede flere forskellige sportsgrene som børn, begyndte senere på deres hovedsport og udviklede sig langsommere i begyndelsen. De, der vinder som børn, og de, der vinder som voksne, er med andre ord i vid udstrækning forskellige mennesker.
Det giver god mening, når man undersøger, hvad en udvælgelse af tiårige egentlig måler. Den måler typisk, hvem der er født tidligt på året, hvem der er vokset først, og hvem der allerede har spillet flest timer i organiserede rammer. Den måler sjældent, hvem der bliver ved, hvem der lærer hurtigst af sine fejl, og hvem der stadig gider træne, når vejret er koldt og øvelsen er ensformig.
Et af de tydeligste eksempler er Pedri, der i dag spiller på midtbanen for FC Barcelona og det spanske landshold. Han voksede op på Tenerife, og som cirka tolvårig blev han fravalgt af øens store klub, CD Tenerife, fordi han var for lav og for spinkel. Som 15-årig var han til prøvetræning i Real Madrid, hvor beskeden lød, at han ikke havde niveauet. Pedri er født i november, og hans familie har selv fortalt, at man tydeligt kunne se forskellen på ham og de drenge, der var født tidligt på året. Godt tre år efter afvisningen i Madrid blev han kåret som den bedste unge spiller ved EM. Til de børn, der tror, at fysikken afgør deres karriere, har han siden sagt, at sådan er det ikke.
Derfor er resultaterne det mindst vigtige i et godt talentmiljø før tolv år. Det vigtigste er, at du befinder dig et sted, hvor du tør prøve noget nyt uden at blive skældt ud, hvor trænerne kender dit navn og følger din udvikling nøje, og hvor faciliteterne giver dig ordentlige muligheder for at træne. Et trygt miljø er ikke et blødt miljø, men et sted, hvor du må gentage den samme fejl hundrede gange, fordi det er præcis sådan, man lærer at lykkes i det hundredeogførste forsøg.
Arkivfoto · Foto: Anton Kudryashov / Pexels
Otte mål i en kamp er sjovt, men de fortæller mest om modstanderens niveau den pågældende dag. Det, der fortæller noget om dig, er, om du mødte stabilt op til træning gennem hele efteråret, om du øvede din svage fod, også når ingen kiggede, og om du selv kan forklare, hvad du konkret er blevet bedre til i denne måned. Små skridt, gentaget uge efter uge, bygger langt mere end én enkelt stor dag med mange mål og masser af ros.
Det betyder også, at ansvaret gradvist skal flytte over til dig selv, så det hverken ligger hos træneren, der skal motivere dig, eller hos forældrene, der skal huske din taske og dine støvler. Når du selv ved, hvorfor du træner, og selv holder styr på dine små delmål, har du opbygget noget, som ingen udvælgelse eller fravalg kan tage fra dig.
Hvis du ikke kom på førsteholdet, er det altså ikke slutningen på noget som helst. Det er et tidspunkt, hvor du selv kan bestemme, hvad du vil bruge den næste måned til, og hvilken lille ting du vil forbedre først.
Mit konkrete forslag til dig er, at du i aften skriver ét lille mål ned for den kommende uge, for eksempel ti afleveringer med din svage fod efter hver træning, og sætter et kryds i kalenderen, hver gang du faktisk gennemfører det. Forslaget til forældrene er, at I efter kampen spørger, hvad jeres barn lærte, i stedet for hvor mange mål det scorede, og at I lader være med at gøre udvælgelser og holdplaceringer til et fast samtaleemne ved middagsbordet.
Tag et helt almindeligt eksempel fra baghaven, hvor du i dag kan jonglere bolden fem gange, før den rammer jorden. Hvis du bliver bare én procent bedre hver eneste dag, lyder det næsten som ingenting, men efter et år kan du jonglere omkring 189 gange, fordi de små fremskridt lægger sig oven på hinanden og vokser sig større for hver uge, der går. Ingen udvælgelse af tiårige kan se den forskel komme, men du vil selv kunne tælle den.
